Oprindelig var der én regnvandstønde koblet på drivhusets tagrender, men den løb meget hurtigt fuld. Og når man så begyndte at bruge af vandet, løb den ligeså hurtigt tom igen. (Og så døde den iøvrigt af frost i vinters fordi jeg ikke havde fået åbnet for hanen…)
Nu er der koblet to tønder på i stedet. Selvom jeg selv fortalte at det er en møgdårlig idé at føre tilløbet ind gennem siden på tønden, fordi det er svært at få tæt, har jeg gjort det alligevel! Jeg havde ikke lige de stumper jeg skulle bruge for at føre det gennem toppen, så nu prøver jeg igen om ikke jeg kan få det tæt i siden. (Hvem sagde naiv?).
Den oprindelige regnvandstønde har jeg lavet rigtigt. Dvs. ført tilløbsrørene ned gennem låget. Så behøver indgangshullet nemlig ikke være tæt.
I en tidligere post skrev jeg om et par altankasser som vi havde hængt op i drivhuset for at udnytte pladsen lidt bedre. Det inspirerede til endnu lidt optimering af pladsen.
Nu hænger der en lang hylde langs den ene langside og to små hylder ved indgangen. Så er der plads til lidt krukker, pynt og så’n. (Behøver jeg nævne at det er mig som hænger hylderne op og fruen og datteren som fylder på dem…)
Hyldeknægtene fik jeg – af alle steder – i Silvan. Jeg synes de passer rigtigt fint til stilen i drivhuset. De kostede 15 kroner stykket. Sådan kan man jo blive så behageligt overrasket en gang imellem 
Når pladsen er trang – og det er den, uanset hvor stort et drivhus man bygger – må man udnytte den plads, der er, bedst muligt. Et par altankasser på den ene gavl giver lidt ekstra plads til småting.
Inden så længe sætter jeg en zink-rende ovenpå soklen hele vejen rundt i drivhuset. Så er der plads til en lille million små urtepotter. Og så får jeg også lukket den grimme sprække mellem soklen og bundremmen.
Nøj, hvor er farverne iøvrigt kedelige lige nu. Der er ikke meget til at give kulør i drivhuset endnu! Men det kommer…
Jeg troede iøvrigt at vinteren ville være hårdere ved drivhuset, end den har været. Det lader til at træværk, sokkel og glas er sluppet igennem den kolde årstid uden varige mén.
Der er skallet en smule maling af på et sted, som er meget udsat for vand, og hele huset var lidt mat. Men det var ikke noget som en børste og en masse vand ikke kunne klare. Det var fristende at bruge lidt rengøringsmiddel, men af hensyn til vækstbetingelserne, var det nu nok alligevel smartere at holde sig til rent, koldt vand. (Selvom det gjorde arbejdet med børsten lidt mere bøvlet!).
Nu er rådne æbler og visne blade fjernet, vinduerne pudset og hele huset vasket. Forår, kom an!
Jeg var begyndt at tro at jeg havde været lidt for hysterisk mht. at gøre drivhuset modstandsdygtigt overfor vand på indersiden. Sommeren igennem har der været forholdsvis tørt i drivhuset, så mit stunt med at adskille nederste rem fra soklen, at male alting 3-4 gange og at lede vand fra indersiden af taget ud i tagrenden, lignede efterhånden overflødige forholdsregler.
Men…
Jeg skal dælme love for at sensommeren bringer vand med sig. Ikke kun fra oven. I den grad også i form af kondens på indersiden af drivhuset. Hvis ikke vand fra indersiden af taget havde mulighed for at løbe i tagrenden, ville øverste rem (m.m.!!!) sejle af vand hver eneste morgen.
Druer vil gerne plantes udendørs hvor der er masser af vand til rødderne. Men vil gerne gro indendørs hvor der er masser af varme til planten.
Det løste vi sådan her:
Druen står i en potte uden bund umiddelbart udenfor drivhuset ved siden af døren. Planten er så ført gennem et stort hul i drivhuset og gror (og trives!) inde i drivhuset. Hullet har jeg boret alt for stort og lukket delvist igen med to halvmåneformede stykker træ. Når så planten er for stor til at passe i det lille hul, trykker jeg de to halvmåner ud og hullet er så dobbelt så stort.
Thermometret her hænger i skygge af druen som tydeligvis står godt varmt i drivhuset.
Man kan godt nøjes med at bruge nogle billige pozidriveskruer som man køber i spandevis i byggemarkedet, men det er simpelthen ikke besparelsen værd. Har man én gang prøvet nogle ordentlige skruer, opdager man formentlig at en skrue ikke bare er en skrue.
Hele drivhuset er sat sammen med verdens bedste skruer fra Würth. De borer selv for, så træet aldrig(!!!) flækker. Hovedet undersænker sig selv så det ligger helt plant med træet, næsten uden at efterlade grater. Deres særlige gevind og overfladebehandling sparer på skruemaskinens batteri så jeg ikke skal oplade mine batterier hele tiden. Og Würths særlige AW-kærv er praktisk taget umulig at dreje i stykker. Genialt.
En anden fin detalje: Kassen til venstre overnattede udenfor 2 nætter i sjaskmøgregnvejr. Det tog noget af farven, men kassen fungerer stadig fint. Andre skruekasser var klasket sammen og havde efterladt mine skruer i en bunke.
Det vælter frem med planter i drivhuset, så det må være beviset på at det virker.
Her er det ferskner:
Japanske kirsebær:
Grøn peber:
Agurker:
Drueagurker:
Meloner (hængt op i net for de er dælme store!):
Figner:
Druer:
Fluer:
Sommerfugle:
-og lidt blomster og æbler (uden for drivhuset):
En venlig læser gjorde mig opmærksom på at jeg da ikke kunne have en ussel plastikvandkande stående i drivhuset. Der kunne der da godt være noget om, så nu er den skiftet ud med en ordentlig en af zink. Den vejer 8 gange så meget som plastikvandkanden, men pyt med det. Bare det ser godt ud
Hvis nu man var meget velhavende, byggede man selvfølgelig sit drivhus i eg, mahogni, palisander eller sådan noget. Så behøvede man ikke bekymre sig om vedligeholdelse. Overhovedet.
I min konstruktion har jeg tilstræbt at bygge det så vedligeholdelsesfrit som muligt. Det kan du læse mere om i nogle tidligere posts. Der var dog én ting jeg kunne have lavet, som formentlig havde kostet omtrent det samme, men som ville have gjort at drivhuset krævede endnu mindre vedligeholdelse.
Men det ville have betydet at sprosserne mellem glassene ville have været markant smallere og dækket af aluminium. Det fravalgte jeg fordi jeg synes netop de brede hvide træsprosser er med til at gøre huset charmerende.
Løsningen jeg overvejede, ser sådan ud:
Med ovenstående løsning, er der langt mindre træ som er udsat for direkte sol, regn osv. og dermed mindre træ som kræver regelmæssig vedligeholdelse. Jeg fravalgte den, måske du kan bruge den?
Jeg har monteret 8 vinduer med automatisk åbner i drivhuset, og selv med så mange vinduer, kan temperaturen godt snige sig op i det kritiske niveau når vejret er allerbedst.
For at skabe yderligere ventilation, har jeg lavet en ventilationssprække hele vejen rundt i drivhuset mellem den øverste rem og taget. I sommerhalvåret, er sprækken på ca. 4 cm. åben, så luft kan komme ind nederst i taget og ud af vinduerne øverst. Når det bliver lidt koldere, lægger vi nogle små pinde som er lavet til formålet i sprækken og lukker dermed for den ekstra ventilation. Det er ekstremt lavpraktisk, men supereffektivt. På billederne nedenfor, er pindene lagt på plads og lukker dermed (næsten) for ventilationen. “Næsten” fordi at der stadig er nødt til at være en lille åbning på 5 mm. mellem glasset og pindene for at kondensvand fra indersiden af taget kan løbe ned i tagrenden. Hvis ikke kondensvandet kunne løbe ud, ville det ende på den øverste rem og nedsætte dens levetid.
