Oprindelig var der én regnvandstønde koblet på drivhusets tagrender, men den løb meget hurtigt fuld. Og når man så begyndte at bruge af vandet, løb den ligeså hurtigt tom igen. (Og så døde den iøvrigt af frost i vinters fordi jeg ikke havde fået åbnet for hanen…)
Nu er der koblet to tønder på i stedet. Selvom jeg selv fortalte at det er en møgdårlig idé at føre tilløbet ind gennem siden på tønden, fordi det er svært at få tæt, har jeg gjort det alligevel! Jeg havde ikke lige de stumper jeg skulle bruge for at føre det gennem toppen, så nu prøver jeg igen om ikke jeg kan få det tæt i siden. (Hvem sagde naiv?).
Den oprindelige regnvandstønde har jeg lavet rigtigt. Dvs. ført tilløbsrørene ned gennem låget. Så behøver indgangshullet nemlig ikke være tæt.
Man kan købe noget hundedyrt fugesand som skulle modvirke både myrer og ukrudt fordi det består af forskellige størrelser sten og dermed komprimerer sig temmeligt hårdt. Dermed skulle det være svært for myrer og ukrudt at trænge igennem.
Stenene her har jeg fuget med stenmel. Det består også af en masse forskellige kornstørrelser, og komprimerer sig også ualmindeligt hårdt. (Det ved jeg fordi gulvet i drivhuset består af stenmel).
Nu venter jeg spændt på at se om ukrudt og – i særdeleshed(!) – myrer begynder at dukke op. De er overalt i haven og en forbandelse overalt hvor vi har sten og fliser… Jeg håber… jeg håber…
Når pladsen er trang – og det er den, uanset hvor stort et drivhus man bygger – må man udnytte den plads, der er, bedst muligt. Et par altankasser på den ene gavl giver lidt ekstra plads til småting.
Inden så længe sætter jeg en zink-rende ovenpå soklen hele vejen rundt i drivhuset. Så er der plads til en lille million små urtepotter. Og så får jeg også lukket den grimme sprække mellem soklen og bundremmen.
Nøj, hvor er farverne iøvrigt kedelige lige nu. Der er ikke meget til at give kulør i drivhuset endnu! Men det kommer…
Jeg troede iøvrigt at vinteren ville være hårdere ved drivhuset, end den har været. Det lader til at træværk, sokkel og glas er sluppet igennem den kolde årstid uden varige mén.
Der er skallet en smule maling af på et sted, som er meget udsat for vand, og hele huset var lidt mat. Men det var ikke noget som en børste og en masse vand ikke kunne klare. Det var fristende at bruge lidt rengøringsmiddel, men af hensyn til vækstbetingelserne, var det nu nok alligevel smartere at holde sig til rent, koldt vand. (Selvom det gjorde arbejdet med børsten lidt mere bøvlet!).
Nu er rådne æbler og visne blade fjernet, vinduerne pudset og hele huset vasket. Forår, kom an!
Man kan godt nøjes med at bruge nogle billige pozidriveskruer som man køber i spandevis i byggemarkedet, men det er simpelthen ikke besparelsen værd. Har man én gang prøvet nogle ordentlige skruer, opdager man formentlig at en skrue ikke bare er en skrue.
Hele drivhuset er sat sammen med verdens bedste skruer fra Würth. De borer selv for, så træet aldrig(!!!) flækker. Hovedet undersænker sig selv så det ligger helt plant med træet, næsten uden at efterlade grater. Deres særlige gevind og overfladebehandling sparer på skruemaskinens batteri så jeg ikke skal oplade mine batterier hele tiden. Og Würths særlige AW-kærv er praktisk taget umulig at dreje i stykker. Genialt.
En anden fin detalje: Kassen til venstre overnattede udenfor 2 nætter i sjaskmøgregnvejr. Det tog noget af farven, men kassen fungerer stadig fint. Andre skruekasser var klasket sammen og havde efterladt mine skruer i en bunke.
Hvis nu man var meget velhavende, byggede man selvfølgelig sit drivhus i eg, mahogni, palisander eller sådan noget. Så behøvede man ikke bekymre sig om vedligeholdelse. Overhovedet.
I min konstruktion har jeg tilstræbt at bygge det så vedligeholdelsesfrit som muligt. Det kan du læse mere om i nogle tidligere posts. Der var dog én ting jeg kunne have lavet, som formentlig havde kostet omtrent det samme, men som ville have gjort at drivhuset krævede endnu mindre vedligeholdelse.
Men det ville have betydet at sprosserne mellem glassene ville have været markant smallere og dækket af aluminium. Det fravalgte jeg fordi jeg synes netop de brede hvide træsprosser er med til at gøre huset charmerende.
Løsningen jeg overvejede, ser sådan ud:
Med ovenstående løsning, er der langt mindre træ som er udsat for direkte sol, regn osv. og dermed mindre træ som kræver regelmæssig vedligeholdelse. Jeg fravalgte den, måske du kan bruge den?
Vi har 100 milliarder myrer i haven, og de fleste vælger at bosætte sig i sandet under havens stier og terrasser. Da vi havde betonsten i det gamle aludrivhus, var det deres foretrukne tilholdssted. Derfor ligger der nu stenmel på gulvet i begge drivhuse.
Allerhelst ville vi have haft gule teglsten i sildebensmønster på gulvet i det nye trædrivhus, men af hensyn til de %¤&#@&% myrer, blev det altså stenmel. Det var også en langt billigere løsning, for en bigbag fuld af stenmel koster 1.000 kroner. Teglstenene herunder bruges som bedafgrænsning rundt i haven, og der fungerer det nogenlunde myrefrit. Sandsynligvis fordi stenene her ligger i jord.
Hvis nogen iøvrigt ligger inde med _effektive!!!_ midler mod myrer vil jeg være meget taknemmelig. Brug gerne “Comment”-funktionen under hvert indlæg på siden her.
Jeg synes faktisk også at det er meget pænt med stenmel, når det nu ikke kan være anderledes…
Som du måske kan se på billedet nedenfor (eller i hvert fald på grundplanen lidt længere nede) har jeg været lidt optimistisk da jeg konstruerede drivhuset. Den side med indgangen er ganske robust, netop pga. indgangen. Men i den anden side, er der ikke noget som sikrer at tremplen forbliver lodret. Jeg håbede at drivhusets hanebåndsspær og de iøvrigt ret robuste reglar som drivhuset er bygget af, ville sikre at husets facon forblev som jeg havde tænkt det. Men nej.
Allerede nu kan jeg at at den øverste rem på drivhusets langside, langsomt er begyndt at vandre udad. Tagets vægt presser nedad og dermed remmen udad. Heldigvis kun nogle millimeter indtil videre, men det er vist kun et spørgsmål om tid før at drivhusets langside har facon som en banan.
For at standse vandringen har jeg sat et par stålwirer op i det midterste spær som dermed bliver til en slags gitterspær. Det er ikke hulens elegant, så jeg regner med at det bliver en midlertidig løsning.
Morale: Man skal ikke at tro at man kan bygge et hus rigtigt, bare fordi man ved hvordan man skruer nogle solide stolper sammen. Uanset hvor robust husets enkeltdele dimensioneres, er der nogle helt grundlæggende naturlove som skal overholdes.
Jeg blev selv klogere af at læse BYG-ERFA erfaringsblad nr.
- 96 12 10 Statik i stabile småhuse
- 96 12 13 Forankring og stabilisering af småhuse med vægge af letbeton
- 96 12 11 Konstruktioner i stabile småhuse
- 97 02 27 Stabilitet af carporte og lette bygninger med fladt tag
Bladene kan bestilles hos www.byg-erfa.dk. (Der er ingen af dem som handler specifikt om at bygge et drivhus (surprise 
) men der er god inspiration at hente.
Jeg har lavet 8 af vinduerne så de selv åbner og lukker afhængig af temperaturen. Her er 4 af dem. De 4 andre sidder i den anden ende.
Vinduerne er tydeligvis blevet en af de detaljer som jeg burde have tænkt lidt længere over _før_ jeg byggede drivhuset.
De var lette nok at lave, og de virker perfekt med den undtagelse at de ikke er helt tætte når det regner. Der drypper lidt vand ned mellem vinduerne og spærene. Jeg har flere idéer til hvordan jeg kan fixe det, men ingen af dem er _rigtigt_ gode.
En anden ufiks detalje er at rygningen består af 8 små reglar i stedet for én lang. Dermed er de ikke 100% lige men følger de par millimeters skævhed som der er i nogle af spærene. Og sådan en skævhed på bare 1 millimeter hvor vinduerne er hængslet, bliver til en synlig skævhed i vinduernes anden ende. Jeg har løst det med et par små kiler bag vinduernes hængsler, og når der kommer en zinkkapsel på rygningen kan det ikke ses. Men det er træls alligevel, for jeg ved at skævheden er der. Æv!
Næste gang jeg bygger et drivhus, sætter jeg endespærene op først. Derefter en regel i hele drivhusets længde fra endespær til endespær. Og så bygger jeg de resterende spær op mod reglen. (Jeg havde valgt at bygge spærene færdige i garagen i det tidlige forår så jeg bare kunne sætte dem på når vejret blev bedre. Skidt idé, tydeligvis).
Iflg. www.tryktrae.dk m.fl. er trykimprægneret træ i den rigtige kvalitet giftfrit nok til at anvende til et drivhus. De dage er ovre, hvor trykket træ var det rene gift i haven.
Men pas på; trykimprægneret træ er ikke bare trykimprægneret træ. Der er mange forskellige kvaliteter. Læs mere på www.tryktrae.dk
Når drivhuset er færdigt, maler jeg det med en heldækkende oliebaseret træbeskyttelse.