Nu har jeg sat tagrender på, og de ender allesammen i en regnvandstønde. Tønden er koblet på en gammel vandhane som jeg har sat op i drivhuset.

Der er godt nok ikke ret meget tryk på vandet, så det går lidt langsomt når jeg åbner for vandhanen. Jeg kommer nok til at skifte den ud med en model med et lidt større hul i. Du kan se den nederst til højre på billedet her. Længere nede er der et bedre billede af den.

Jeg havde lidt zink tilovers fra skotrenderne, og det var ret let at klippe til nogle små “blomsterblade”. Så ser vandhanen lidt hyggeligere ud end hvis det bare var et hul i soklen som der kom vand ud af

Røret er iøvrigt boret igennem soklen med et langt, stort bor og lidt tålmodighed. Bagefter har jeg limet røret fast med 2-komponent Würth klæbemørtel. Det falder i hvert fald _ikke_ ud igen!
Da jeg tegnede grundplanen havde jeg ambitioner om at bygge drivhuset i lærk. Den lokale trælast havde lærkestolper i 100×100 på lager og det dimensionerede jeg så mit drivhus efter.
Senere besluttede jeg at bygge det i trykket træ i stedet, og så er hjørnestolperne ikke længere 100×100 men 95×95. Derfor er grundplanen 10 mm (5+5mm) for lang og for bred, så hvis du vil bruge min grundplan kan du ligeså godt trække de overskydende 10 mm fra først. Husk også at trække det fra ved indgangen.
Og husk at kontrollere diagonalmål når du sætter soklen. Så undgår du at få et ruderformet drivhus
Grundplanen nedenfor kan du finde i stor størrelse under fanen “Store fotos”.

Så er drivhusets kommende beboer ved at flytte ind. Der er så småt ved at komme planter ind hist og her, og en hyggekrog er der også blevet plads til.

Vinen er plantet udenfor og trukket ind i drivhuset gennem et hul i væggen. Det skulle være det smarteste fordi den er ret tørstig, og det er lettere for den at drikke udenfor end indenfor soklen.

Hyggekrogen er – heller – ikke færdig, men lidt møbler er det da blevet til…
Jeg mangler stadig at afslutte drivhusets sokkel indvendig. Det bliver nok med en zinkrende til at sætte potteplanter i.

Her er så den færdige skotrende. I bunden ligger der zink til at gribe vandet og nederst måtte jeg lægge lidt Perform til at lede vandet ud over remmen. (Perform er en erstatning for bly som nok ikke er så fikst hvis jeg skal bruge vandet til at vande med).

Jeg har også fået lukket sprækken mellem den nederste rem og soklen. Den har fået en strimmel fugebånd.

Så blev huset malet og de første lister til glas er sat på. Listerne er endnu for våde til at male.

Jeg har sat træ i den ene gavl fordi rollingernes hængekøjer hænger lige udenfor. Børn og glas er en skidt kombination.
Og så er soklen for resten også blevet pudset siden sidst. Den har fået noget Maxit hæftemørtel. Det’ noget bøvl at filtse, men det hæfter som bare f….., så når først det sidder der, holder det i 100 år.
Nogen mener at frostfri dybde er 90 cm. Da jeg havde gravet over 70 cm, deraf 40 cm i god klassisk Fredericia-muld (læs: ler), besluttede jeg at det var frostfrit nok.
Soklen består af 20 cm brede fundablokke fyldt med beton. Den rager 25-45 cm op over terræn (grunden skråner lidt). Den skal pudses når det bliver lidt bedre vejr.

Ovenpå soklen ligger remmen på kiler og fastgjort med 12 mm rustfri gevindstænger. Afstanden mellem sokkel og rem skal forhindre remmen i at rådne ved at der står vand imellem sokkel og rem. Sprækken lukker jeg senere med en fuge langs yderkanten af soklen.

Nu har jeg fået skåret gevindstængerne til og afsluttet dem med en topmøtrik. Rustfri, ligesom gevindstangen, skiven og møtrikken nedenunder.
